Slut med at fyre for gråspurvene på danske byggepladser
Nu skal det være slut med at spilde strøm på landets byggepladser. Elsparefonden lancerer nu sammen med NCC en guide til, hvordan byggepladserne kan blive energieffektive. Potentialet er stort - forbruget kan typisk mere end halveres, hvis energiforbruget tages med i planlægningen af byggeprojekterne fra starten.
01.02.2010
En helt ny guide om energieffektive byggepladser skal medvirke til at skrue ned for strømforbruget på byggepladserne. Som det er nu, går en til to procent af entreprisesummen typisk til energi. Det svarer typisk til flere års forbrug ved drift af det færdige byggeri, og det kan og skal nedbringes, mener Elsparefonden og NCC, der står bag den nye vejledning.
”Der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe uindfriet potentiale for at spare strøm på de danske byggepladser. Med den nye guide håber vi at kunne hjælpe fagfolkene på rette vej. Vi har samlet en række konkrete råd og energifaglig viden om, hvordan planlægningen af byggearbejdet og driften af byggepladsen kan tilrettelægges, så der spares strøm for mange millioner,” siger Poul Erik Pedersen, projektleder i Elsparefonden.
Potentialet for at reducere forbruget på byggepladserne er stort. F.eks. vurderes det, at der samlet er 220.000 m2 elopvarmede og dårligt isolerede byggepladsskure i Danmark. Her kan alene natsænkning spare 15 procent af forbruget. Anbefalingen lyder dog, at der i fremtiden bør bruges bedre isolerede skurvogne med andre opvarmningsformer end el.
Vælg den rigtige beton
Der er flere muligheder for at skrue ned for forbruget, men ét af de væsentligste råd er at se på totalomkostningerne, inden byggeriet sættes i gang.
”Det er helt essentielt at skabe sig det fulde overblik over hele byggeprocessen fra starten. Hvis energiforbruget på byggepladserne skal ned, kræver det, at bygherren stiller krav til sine rådgivere om at vælge de energirigtige løsninger fra starten,” siger Svend Mertz, miljøchef hos NCC.
Overblikket gælder også valg af materialer. ”Det er f.eks. væsentligt, hvilken slags beton der bruges. Vælger man den selvudtørrende type, skal man betale mere for det. Til gengæld mindskes udgifterne til elforbrug til tørring markant, og det betaler sig ofte bedst i det store regnskab,” siger Svend Mertz.
Han nævner også, at lukning af byggeriet undervejs i processen er ét af de steder, der kan spares mest. Det koster nemlig rigtig meget el at opvarme et regnvådt byggeri, der har været dårligt afdækket.
”Både klimaskærmen og varmesystemet skal være færdigt, når der sættes varme på. Forbruget løber løbsk, hvis man står med et byggeri, der kun er lukket med ét lag plast, eller man skal til at bruge forceret udtørring med midlertidige varmeanlæg,” siger han.
Brugerne skal selv betale for strømmen
En anden oplagt måde at spare energi er at lade dem, der bruger byggepladsen, være ansvarlige for udgifterne til energi.
”Entrepriserne skal skrues sådan sammen, at brugerne af byggepladsen — dvs. entreprenørerne — selv betaler for den energi, de bruger. Kun på den måde er motivationen til at spare på energien størst mulig, og bygherren er sikret lavere omkostninger,” siger Poul Erik Pedersen fra Elsparefonden.
Både han og NCC har store forventninger til, at den nye guide kan sætte skub i de energirigtige løsninger rundt omkring på byggepladserne.
”Vi har koncentreret os om tilgængelige løsninger, så guiden bliver så let som muligt at gå til,” siger Poul Erik Pedersen fra Elsparefonden og understreger, at han ser frem til at følge de forhåbentlig mange energirigtige byggepladser fremover.
Flere oplysninger
Projektleder Poul Erik Pedersen, Elsparefonden, pepe@elsparefonden.dk, mobil: 41 18 84 30
Miljøchef Svend Mertz, NCC, svm@ncc.dk, mobil: 24 88 72 52
Fakta
> Hent den nye vejledning "Gør Byggepladsen Energirigtig"
Den indeholder blandt andet gode råd om:
- Lukning af byggeriet
- Opvarmning og fjernelse af byggefugt
- Elforbrug til belysning
- Elforbrug i skurbyer og containere.
Siden er opdateret 11.02.2010
Nyheder
- Følg dit forbrug 28.07.2010
- Få flere penge til sommerferien 23.07.2010
- Millioner mistes på computervalg 12.07.2010


