Kampagne giver forbrugerne deres penge 60 gange igen

En ny evalueringsrapport konkluderer, at det særlige samarbejde, som Elsparefonden i 2004 indledte med pumpeproducenterne i Danmark, har været en succes – både for miljøet, producenterne og for de private forbrugere. Forbrugerne sparer 631,3 mio. kr. på deres elregning, og markedsandelen for elbesparende pumper er steget fra 20% til over 90% i årene 2004 til 2006. I fremtiden vil Elsparefonden udvide de frivillige samarbejdsaftaler til også at omfatte andre produkter

22.05.2007

Både miljøet, forbrugerne og producenterne har haft glæde af det særlige samarbejde, som blev indledt mellem pumpebranchen og Elsparefonden i juni 2004. Det dokumenterer en ny evalueringsrapport foretaget af konsulentvirksomheden Genius Access i april 2007. Samarbejdet mellem pumpebranchen og Elsparefonden var et led i en kampagne, der skulle øge markedsandelen for miljørigtige cirkulationspumper i Danmark. Projektleder i Elsparefonden, Christian Lüders, fortæller om kampagnens resultater:

”Som følge af vores kampagne for elsparepumper i 2004 til 2006 vil forbrugerne samlet spare 631,3 mio. kr. på elregningen. Elsparefonden har selv brugt 10 millioner på kampagnen. Dermed får forbrugerne deres penge 60 gange igen. Samtidig har producenterne oplevet en markant stigning i salget af elsparepumper. Så de frivillige aftaler med branchens aktører har virket til alles fordel.”

Danmark på en førsteplads i salget af energirigtige pumper
Der er 1,3 mio. husstande, der har en cirkulationspumpe i Danmark, men selvom der i dag er et øget fokus på valget af energibesparende produkter, har mange forbrugere ikke tidligere været opmærksomme på den ”usynlige strømsluger”, som cirkulationspumpen også kaldes. Det har kampagnen ændret på:

”Gennem forskellige markedsføringstiltag har vi øget de private forbrugeres opmærksomhed på de miljørigtige pumper, og samtidig har vi sikret et højt vidensniveau hos grossister og installatører om pumpernes fordele. Til gengæld har pumpeproducenterne sørget for, at de miljørigtige pumper blev udviklet og var tilgængelige på markedet. Denne ”push-pull-strategi” har vist sig at være yderst effektiv på både kunde- og udbudssiden,” siger Christian Lüders.

Fra 2004 til 2006 er andelen af energisparepumper steget fra 20% til over 90%. Det danske marked indtager med dette tal en klar førsteplads i salget af energirigtige pumper sammenlignet med de øvrige lande i Europa. Derfor er det Elsparefondens ønske også at involvere producenter inden for andre brancher fremover:

'”Med de positive effekter for både miljøet og producenternes bundlinje, er der skabt grobund for, at vi kan udvide vores samarbejdsaftaler til at omfatte mange andre produktområder i fremtiden,” siger Christian Lüders.

Efter kampagnens afslutning har Elsparefonden fortsat samarbejdet med pumpeproducenterne, og målet er, at de såkaldte A-pumper, som er endnu mere miljørigtige, også skal få tag i markedet. Derfor har Elsparefonden i foråret igangsat en kampagne, der skal få forbrugerne til at udskifte deres gamle cirkulationspumpe med en A-pumpe. Der udskiftes omkring 100.000 pumper om året i Danmark. Heraf er ca. hver femte i dag en A-pumpe. Ved udgangen af 2007 er det Elsparefondens målsætning, at hver anden solgte pumpe skal være en A-pumpe.

For yderligere information:
Projektleder i Elsparefonden, Christian Lüders
Telefon: 33 95 58 13
Mobil: 41 18 84 29
E-mail: chl@elsparefonden.dk

Siden er opdateret 09.07.2008