Halogenpærer til spot- eller punktbelysning

Halogenbelysning er mest brugt til spot- og punktbelysning. F.eks. i køkkenet og på badeværelset. Vær opmærksom på, at der findes mange forskellige typer med varierende energieffektivitet.

Halogenpærer til spot
Halogenpærer har samme farvemæssige egenskaber som glødepærer og er bl.a. nyttige i køkkenet. Halogenpærer bør normalt ikke anvendes til generel rumbelysning, da det som regel kræver mange halogenpærer, og det resulterer i et højt elforbrug.

Gode råd, når du bruger halogenbelysning

  • Gå efter de mest energieffektive. Pærernes energieffektivitet varierer. De mest effektive har typisk betegnelsen Energy Saver (ES) eller Infra-Red-Coating (IRC). Du kan få hjælp af forhandleren til at finde den mest effektive udgave af den lyskilde, du bruger.
  • Undgå standbyforbrug på transformeren. Halogenpærer fås til normalspænding (230 volt) eller lavvolt (typisk 12 volt). Lavvoltspærerne kræver en transformer. Transformeren har et standbyforbrug, som du kan undgå ved at slukke på stikkontakten.
  • Pas på varmen. Halogenpærer bliver meget varme. Derfor er det vigtigt at overholde mindsteafstanden på typisk 50 cm til brændbart materiale.
  • Tag den gamle pære med, når du skal købe ny. Halogenpærer findes i mange udgaver med forskellige sokler. Ved at tage den gamle pære med sikrer du, at du får den rigtige. Samtidig sikrer du, at effektstørrelsen og spredningsvinklen bliver den samme.
  • Hold øje med lysdioder. Et godt energirigtigt alternativ til halogenpærer til spots er lysdioder. Læs mere om lysdioder

Fakta om effektivitet

  • Lavvoltspærernes effektivitet ligger mellem 12 og 27 lumen pr. watt alt efter størrelse og type.
  • Den gamle type, 230-voltshalogenpærer, ligger typisk mellem 10 og 15 lumen pr. watt. Det er ca. samme lave effektivitet som almindelige glødepærer.
  • De nye energibesparende typer, 230-volts halogenpærer, ligger typisk mellem 16-24 lumen pr. watt.
  • Levetiden er på 2.000-5.000 timer.

Siden er opdateret 13.04.2010