Elsparefondens aktiviteter udvides
www.elsparefonden.dk er fra i dag – 1. marts 2010 – udvidet til at omfatte energibesparelser inden for alle energiformer undtagen transport. Samtidig er hele Danmarks energispareindsats samlet under Center for Energibesparelser, der skal bygge videre på Elsparefondens indsats og virkemidler.
01.03.2010
Besparelser inden for alle energiformer
Elsparefondens hjemmeside udbygges fra 1. marts 2010 med energibesparelser inden for alle energiformer på nær transport. Uanset om du søger viden om besparelser på dit fjernvarmeanlæg, oliefyr eller naturgasfyr eller gode råd om isolering, så kan du finde oplysningerne her. Du kan også blive klogere på solvarme og vand.
Ikke alle områder er fuldt udviklet på hjemmesiden den 1. marts,. Men i den kommende tid opdaterer vi løbende med ny viden inden for de nye områder. Savner du informationer, eller har du kommentarer, så send en mail til sparel@sparel.dk
Nu også for erhvervslivet
Hjemmesiden har også fået en helt ny målgruppe. Hidtil har fokus været på private forbrugere og den offentlige sektor. Men som noget helt nyt henvender hjemmesiden sig nu også til erhvervslivet. Det betyder, at hjemmesiden er bygget ud med viden om f.eks. optimering af ventilation og køling.
Elsparefonden fortsætter i ny organisation
Folketinget har besluttet at samle energispareindsatsen i Center for Energibesparelser. Det betyder, at Elsparefondens aktiviteter og virkemidler fortsætter i det nye center.
Centerets arbejdsbeskrivelse er at sikre rentable og effektive energibesparelser gennem kampagner, formidling og udvikling af energibesparende produkter og løsninger.
Uafhængig formand og bestyrelse
Center for Energibesparelser er en uafhængig, offentlig instans med egen bestyrelse. Bestyrelsen udpeger chefen for centeret. Center for Energibesparelser har sit eget sekretariat, som organisatorisk er tilknyttet Energistyrelsen.
Teaterchef Erik Jacobsen er udnævnt af klima- og energiministeren som bestyrelsesformand, mens resten af bestyrelsen udpeges senere.
Centeret finansieres af provenuet fra det særlige energisparebidrag på 0,6 øre/kWh, der opkræves på elregningen hos husholdningerne og det offentlige. Provenuet udgør i alt ca. 90 mio. kr. om året.
Elsparefondens medarbejdere fortsætter i Center for Energibesparelser. Det gælder dog ikke den hidtidige sekretariatsleder, Göran Wilke, der stopper 1. marts.
Siden er opdateret 02.03.2010


