Kampagne: Fokus på klimavenlige valg, når du køber ind
En kampagne skal gøre det nemt for forbrugerne at gøre en forskel for klimaet. 25 klimaråd møder i denne uge danskerne i de butikker, hvor de køber deres dagligvarer. Forbrugerstyrelsen står bag. i samarbejde med Elsparefonden og Miljømærkning Danmark.
06.10.2009
Danskere vil have flere klimavenlige varer
Danske forbrugere vil gerne have flere klimavenlige produkter på hylderne og mere viden om, hvordan de kan skåne klimaet i deres hverdag. Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen.
Nu hjælper detailhandlen forbrugerne på vej. Hele denne uge lægger de nemlig butikker til en kampagne fra Forbrugerstyrelsen. Den skal gøre det lettere at træffe de klimavenlige valg. 25 klimaråd skal få forbrugerne til at tænke klima ind i hverdagen. Bl.a. ved at købe klimavenlige varer.
Forbrugere mangler viden
Knap 8 ud af 10 danskere tænker på klimaet i deres hverdag. Men de mangler viden om, hvordan de kan tage endnu mere hensyn. Det viser en undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen.
”Forbrugerne vil gerne træffe klimavenlige valg. Det bliver lettere for dem, når butikker landet over i hele denne uge sætter fokus på de 25 klimaråd, som Forbrugerstyrelsen har samlet. Med kampagnen har forretningerne mulighed for at gå forrest og vise forbrugerne vejen til det klimavenlige valg.” Det siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.
Elsparefonden og Miljømærkning Danmark kommer med klimaråd
De 25 klimaråd er lavet i samarbejde med Elsparefonden og Miljømærkning Danmark.
”Elsparefonden har bidraget med en del af de gode klimaråd til kampagnen. Vi har arbejdet meget med at påvirke forbrugerne til at vælge de mest energirigtige produkter. Og rigtig mange forbrugere kender Elsparemærket, der netop er garant for det. Detailhandlen er en meget vigtig spiller i forhold til forbrugernes indkøbsvaner. Derfor er det godt, at butikkerne vil være med til at sætte fokus på de gode klimavaner,” siger kundechef Birgitte Brange fra Elsparefonden.
Forbrugerstyrelsens undersøgelse viser også, at det for hver 3. forbruger har stor eller meget stor betydning, at de kan få klimavenlige varer i de butikker, de handler i.
”Derfor er det til gavn for både forbrugere og forretninger, at butikkerne hjælper forbrugerne med at få øje på de klimavenlige valg,” siger Tanja Franck.
> Læs mere om kampagnen, og se de 25 klimaråd (eksternt link)
Siden er opdateret 10.08.2010
Nyheder
- Tavler behøver ikke at vælte elregningen 31.08.2010
- Gratis erfa-dag for kurveknækkere 26.08.2010
- Gratis erfa-dag for kurveknækkere 26.08.2010


