Elever klager over dårlig luft

Elever klager over dårlig luft

Mere end hver 3. skoleelev i 4.-10. klasse klager over dårlig luft og forkert belysning, viser ny undersøgelse. Ekspert advarer om, at dårligt indeklima nedsætter elevernes evne til at lære.

08.12.2008

Hver 3. klager over dårlig luft
Mere end 35.000 elever i 4-10. klasse er blevet spurgt om, hvordan de oplever luft og lys i deres klasselokale. Hver 4. oplever problemer med at se, hvad der foregår på tavlen på grund af dårligt lys. Og flere end hver 3. oplever dårlig udluftning og for høj eller lav temperatur.

Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Dårligt indklima = dårlig læring
Dårligt indeklima giver dårlig læring, siger lektor Hans Henrik Knoop fra Institut for Læring på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole:

”Forsøg viser, at mennesker lærer langsommere i et dårligt indeklima, hvor de ikke føler sig tilpas. Indeklimaet bliver et forstyrrende element, der gør, at eleven mister noget af koncentrationen. Det betyder også, at eleven bliver dårligere til at huske det, han eller hun allerede har lært”.

2 fluer med 1 smæk
Elsparefonden vurderer, at forældede ventilationsanlæg er årsag til mange skolers dårlige indeklima. Mange skoler kan få bedre indeklima og lavere elregning på én gang, hvis de får undersøgt og justeret deres ventilationsanlæg. De nye anlæg bruger nemlig også mindre strøm.

Siden er opdateret 08.12.2008