Hjælp klimaet: Sluk huset, når du tager på ferie

Hjælp klimaet: Sluk huset, når du tager på ferie

Inden du tager på sommerferie, kan du slukke de fleste af dine elapparater og dermed reducere dit CO2-udslip. Slukker vi alle sammen for strømmen i 3 uger her i sommer, vil vi kunne spare 130 mio. kWh, hvilket svarer til ikke mindre end 65.000 ton CO2. Det viser en udregning, Elsparefonden har foretaget for DMI.

04.07.2008

Især standby-strøm og køleskabet batter
Det er især standby-strømmen til dit tv-apparat, din video, dvd, radio, playstation, computer, ADSL-forbindelse og andet it-udstyr, der giver den helt store besparelse. Du skal dog være klar over, at du er nødt til at indstille uret på nogle el-apparater med ur, når du kommer hjem.

Sluk på stikkontakten
Det er vigtigt, at du afbryder strømmen på stikkontakten også for de elapparater, der er sat på elspareskinner. På den måde er du sikker på, at du ikke bruger noget strøm. Apparater, der er koblet til en elspareskinne, bruger nemlig en lille smule strøm.

Du bør også slukke for elevationssengen og vandhanen med kogende vand, hvis du har den slags udstyr, som også bruger standby-strøm.

Husker alle husejere at slukke på stikkontakten, inden vi drager af sted, vil det alene på standbystrøm give en besparelse på 52 mio. kWh, svarende til 26.000 ton CO2.

Også køleskabet er det værd at overveje, om du kan tømme for madvarer, så du kan slukke det. Det reducerer elforbruget med 21.000 ton CO2 på 3 uger.

Sluk cirkulationspumpen i 3 måneder
I sommerperioden fra juni til september er der ingen grund til at have cirkulationspumpen til at køre. Det er et af husejernes mest elslugende apparater. Alene ved at slukke cirkulationspumpen vil Familien Danmark kunne spare omkring 25 mio. kWh. Det svarer til 12.500 ton CO.
Nogle pumper kan afbrydes på pumpen, men i de fleste tilfælde sker det ved at slukke for fyret.

Fyret og elvandvarmeren bør også slukkes
Oliefyret eller gasfyret giver en samlet besparelse på klimakontoen på 2 ton CO2.

Det samme gælder elvandvarmeren. Omkring 400.000 helårshuse opvarmer brugsvandet på den måde, og det kan give 8 ton mindre CO2 at lade den holde sommerferie. Når du kommer hjem, bør du varme vandet op til 55 grader for at være sikker på, at eventuelle bakterier dør.

Sluk alt på nær tyverialarmen og akvariet
Kun nogle ganske få el-apparater bør du lade være tændt i sommerferien. Har du en tyverialarm, og bruger du tænd-sluk-ure til lamper og radio for at holde indbrudstyvene væk, skal du selvfølgelig ikke spare her. Det samme gælder, hvis du har fisk i et akvarium. Heller ikke fryseren skal du slukke, med mindre du har tømt den for madvarer.

Hvis du er ligeglad med at modtage beskeder på telefonsvareren i ferien, kan du med fordel slukke for den trådløse fastnettelefon. Den besparelse er ikke taget med i udregningen, da de fleste helst vil modtage beskeder, selv om de ikke er hjemme. For de mest entusiastiske er der ellers meget at hente her.

Tjek elmåleren
Tjek din elmåler, lige inden du tager af sted, hvis du er i tvivl, om du har slukket alle de værste strømslugere. Kører den hurtigt rundt, tyder det på, at du har glemt noget.

Aflæser du måleren før ferien, og igen når du kommer hjem, kan du finde ud af, hvor meget strøm du har brugt og måske afsløre en strømsluger. Har du et strømforbrug på mere end 1 kWh om dagen, er det en god idé at få tjekket, hvilket apparat der er skyld i forbruget.
 
Bliv medlem af Klub1000
Du kan få gode elspareråd hele året ved at melde dig ind i Elsparefondens Klub1000. Det er gratis.

Vil du gerne se her og nu, hvad du kan sparen på husholdningens typiske elapparater, så prøv Elsparefondens hurtigberegner her

Siden er opdateret 09.07.2008