Fald i boligers elforbrug

Fald i boligers elforbrug

En foreløbig opgørelse viser, at elforbruget i de danske hjem faldt ca. 2 % sidste år. Elsparefonden mener, at sidste års kampagner og store indsats fra Elsparefondens partnere har været med til at skabe den positive udvikling.

13.03.2009

56.000 parcelhuses årlige forbrug sparet
Faldet i elforbruget på ca. 2 % i 2008 ift. 2007 svarer til, hvad omkring 56.000 parcelhuse bruger i strøm i løbet af et år. For forbrugerne har det betydet en samlet elbesparelse på 400 mio. kr.

Opgørelsen er fra Elforbrugspanelerne, som Energinet.dk og Dansk Energi står bag ved. Tallene er beregnet ud fra elforbruget i en gruppe udvalgte boliger i Danmark. De endelige elforbrugstal kommer i maj 2009.

Elsparefonden roser partnere
I Elsparefonden er man glad for faldet.

”Vi tror på, at de mange producenter og butikker, som Elsparefonden har partnerskab med, har betydet meget for den positive udvikling”, siger Christian Lüders, kommunikationschef i Elsparefonden, og fortsætter:

”F.eks. er salget af energieffektive cirkulationspumper, A-pumperne, steget til over det dobbelte i en kampagne, som producenter og vvs-installatører har gennemført med hjælp fra Elsparefonden. Omkring 70 % vælger nu A-pumper, hvor tallet i andre lande typisk er under 10 %.”

Et andet eksempel på gode resultater er A-pærerne: Ca. 30 butikker og kæder rundt om i Danmark har indgået aftale med Elsparefonden om at sælge de anbefalede A-pærer. Nogle, bl.a. Irma, har indgået en særlig aftale om at blive Anbefalet Forhandler. Her skriver hovedkontoret under på, at alle A-pærer i butikkerne er anbefalede af Elsparefonden.

Salget af A-pærer stiger hastigt. I 2007 blev der solgt næste 4,5 mio. A-pærer, hvilket er over 2 mio. flere end i 2004. Heraf var 55 % anbefalede A-pærer med Elsparemærket. En A-pære holder op til 15 gange længere end en glødepære og er 4 gange så effektiv pr. watt.

Det er gode eksempler på, hvordan Elsparefonden samarbejder med hele udbudssiden om at transformere markedet, så forbruger kan vælge mellem flere effektive produkter på markedet.

Christian Lüders er også glad for forbrugernes interesse i elforbrug og miljø: ”F.eks. tog danskerne jo varmt imod vores kampagne ”Langt ud i skoven”, som i marts vandt en Zulu Award for årets bedste reklamefilm. Det viser os, at den slags uhøjtidelige adfærdskampagner kan formidle budskabet om elbesparelser og miljø meget bredt.”

Forventet offentligt fald i 2009
Elsparefonden forventer også et fald i elforbruget i den offentlige sektor i 2009.  Det skyldes, at alle offentlige institutioner med en kurveknækkeraftale i 2008 sænkede deres elforbrug med 2,2 %, hvor resten af den offentlige sektors elforbrug steg med 0,3 %. Læs mere om faldet i det offentlige elforbrug.

En kurveknækkeraftale betyder, at institutionen forpligter sig til at sænke elforbruget over et eller flere år.

Siden er opdateret 01.05.2009