Elsparefonden er med i ny hjemmeside om energibesparelser

SparEnergi.dk er en hjemmeside, der giver gode råd om, hvordan man sparer på energien. Elsparefonden står sammen med 4 af de store energiaktører bag informationerne på SparEnergi.dk, der er en del af regeringens handlingsplan for en større energispareindsats.

03.07.2008

Hjemmesidens målgruppe: private, det offentlige og erhverv
SparEnergi.dk giver alle typer af brugere ét samlet sted, hvor man kan få gode råd om energibesparelser ved både nyindkøb og brug. SparEnergi.dk har 3 indgange – privat, offentlig og erhverv, der giver adgang til 3 selvstændige universer med informationer inddelt i forskellige emneområder.

SparEnergi.dk’s hovedformål er at give korte råd og derefter linke videre til mere specifikke oplysninger.

Stærke partnere bag portalen
Ud over Elsparefonden er SparEnergi.dk’s afsendere Energistyrelsen, Energitjenesten, Elselskaberne og Gasselskaberne, der alle er aktører med erfaring og ekspertise på energiområdet.

Energiaktørerne forventer, at SparEnergi.dk vil være med til at sætte et øget fokus på energieffektivitet, så brugere, virksomheder og den offentlige sektor får gennemført flere besparelser.

Connie Hedegaard hilser SparEnergi.dk velkommen
”Der er masser af muligheder for at spare på energien, både for dig og mig derhjemme, for virksomheder og i det offentlige. Det gavner både miljøet og pengepungen, så det er jo en win-win-situation at gå i gang her. Men skal de gode erfaringer sprede sig, kræver det, at den viden, vi allerede har, bliver delt bedre og hurtigere end hidtil. Her vil den nye portal være et godt redskab”, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard.

Se den nye hjemmeside: Sparenergi.dk

Siden er opdateret 15.08.2008